Dette kloge citat fra managementguruen Peter Drucker passer på alle erhvervsområder og således også på landbrugssektoren. Men desværre bliver mange afgørelser stadig truffet ud fra en mavefornemmelse.

Det gælder også inden for kalveopdræt: Målet om en daglig vægtforøgelse på 800 - 1000 g accepteres og tilstræbes ofte også af mange landmænd. Imidlertid er det velkendt, at kalve, som vokser hurtigere på grund af et intensivt opdræt, også giver mere mælk på et senere tidspunkt. Denne effekt kalder man metabolsk programmering.

Men uden en regelmæssig vejning af kalvene kan deres nøjagtige vækst ikke fastsættes. Mindre end 12 % af bedrifterne vejer kalvene i mælkefasen. Og kun 9 % af bedrifterne vejer kalvene mindst to gange[1]. Det betyder, at 91 % af bedrifterne ikke fastslår den daglige vægtforøgelse for deres kalve og således heller ikke har nogen information om deres kalves individuelle ydelse. Hvordan vil disse bedrifter træffe vigtige afgørelser om fodringstrategier eller udvælgelse af dyr?

I denne artikel kan du læse mere om de forskellige metoder til vægtregistrering og deres fordele for et vellykket kalveopdræt.

Principielt er der tre måder, hvorpå man kan fastslå kalvenes vægt:

1. Målebånd
2. Mekanisk eller elektronisk dyrevægt
3. Integrerede vægte i mælkeautomater

[1] Egne undersøgelser gennem international spørgeundersøgelse hos 424 bedrifter (2016)

Den nemmeste og mest optimale metode til registrering af dyrenes vægt er at bruge målebånd, der måler brystomfanget. Vægten kan nemt aflæses på en skala på målebåndet og registreres på staldkortene. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at vægten naturligvis kun er skønsmæssigt fastsat. Men hvis kalvene løbende måles flere gange med målebåndet, er den vægtforøgelse, der beregnes ud fra dette, ganske meningsfuld.

Det er vigtigt, at der foretages målinger flere gange i fodringsfasen (ved fødslen, efter 4, 8 og 12 uger). Kun på denne måde får man et fuldstændigt billede over udviklingen hos kalven. Vægtforøgelserne registreres så på staldkort og sammenlignes med målene.

Vægten kan registres mere præcist via dyrevægte. Også her gælder det om at veje kalvene flere gange under opdrættet. Ligesom med målebåndet skal værdierne også registreres og sammenlignes på et stalddiagram.

Nyere elektroniske dyrevægte kan udstyres med RFID-antenner, registrere vægtene og derefter automatisk gemme dem på den tilsvarende kalv. Ofte kan dataene eksporteres til en Excel-liste og derefter behandles derfra.

Det er meget mere praktisk og meningsfuldt, hvis dataene automatisk overføres til administrationsprogrammet. Så bliver arbejdet med den egentlige vejning meget nemmere for medarbejderne. Der findes allerede systemer på markedet, som tillader indtastning af yderligere oplysninger ved vejningen. Ved registrering af fødselsvægten kan man indtaste oplysninger om kalveforløbet, kolostrumtilførsel etc. direkte på dyrevægtens terminal. Således gemmes vigtige oplysninger, som på et senere tidspunkt kan supperes i softwaren med andre oplysninger fra mælkeautomaten eller MælkeTaxaen og dermed analyseres samlet.

De mest omfattende vægtoplysninger får man via dyrevægte, som er direkte integreret i mælkeautomatens mælkestation. Ved hvert besøg registreres kalvenes vægt, og der opstår omfattende data, som hver eneste dag leverer oplysninger om kalvenes udvikling.
Da kalve, som bliver syge på grund af diarré, mister vægt straks, selv om de egentlig drikker ret godt, kan disse kalve hurtigere identificeres ud fra deres vægt via alarmlisten end via listen over mælkeindtagelsen. Alvorlig diarré kan ofte undgås gennem tidlig behandling og medicinforbruget er lavere.

Den anden vigtige grund til at udstyre en drikkeautomat med vægt er muligheden for at fravænne kalvene mælken efter deres individuelle vægtudvikling. Med denne metode bliver kalve, som optager kraftfoder og grovfoder tidligt, hurtigere vænnet fra mælken. Det sparer omkostninger til mælkeerstatning eller sødmælk og fremmer kalvenes fortsatte udvikling til drøvtyggere.
Og desuden giver dyrevægten i kombination med styringsprogrammer og analysesoftware meget detaljerede oplysninger om kalvenes fremtidige ydeevne under analysen. Forskellige undersøgelser om emnet ”Metabolsk programmering” viser, at kalve med et højt foderoptag og en vækst, der er højere end gennemsnittet, senere også har en højere mælkeydelse i laktationen. Således har Soberon et al. påvist, at en kalv for hver 100 g forøget vægtforøgelse pr. dag producerer 85-111 kg mere mælk senere i laktationen. Hvis kalvene altså øger vægten med 1000 g dagligt i stedet for 600 g, kan man forvente op til 450 kg mere mælk i den første laktation.
Ud over kalvens genetiske værdi giver oplysningerne om dyrenes vægt således en anden vigtig oplysning, når det drejer sig om spørgsmålet om, hvilke kvier der skal blive på bedriften og opdrættes, og hvilke dyr, der skal sælges? Særligt i tider, hvor ressourcebevarelse og økologiske krav ofte stiller spørgsmålstegn ved, om alle dyr skal opdrættes, bliver disse ekstra udvælgelsesparametre til stadighed vigtigere.