Ved Osmolalitet forstår man koncentrationen af opløselige dele (sukker, salt, ...) i en væske. Forskellige osmolaliteter for forskellige væsker bestræber sig altid på at udligne hinanden, hvis en gennemtrængelig membran eksempelvis tillader en udveksling. Det betyder, at væske (vand) gennemtrænger membranen med henblik på en højere koncentration (osmose), indtil koncentrationen er identisk på begge sider (isotonisk).

Hvis kalven drikker mælk med for høj osmolalitet (hypertoni), kan der opstå lignende problemer. Hvis mælkeerstatningen blandes i for høj koncentration, eller der tilsættes mineralstoffer, kan det forekomme, at kalvedrikken bliver hyperton, og der kan opstå problemer med diarré.

På den ene side kan det ske, fordi tarmen ikke længere optager væsken fra kroppen i det nødvendige omfang.

På den anden side kan der opstå celleskader i tarmvæggen, som så kan fremkalde det såkaldte „Leaky-Gut-syndrom“. Beskadigede celler bliver gennemtrængelige for patogener, som så uhindret trænger ind i stofskiftekredsløbet,hvor de kan forårsage mange forskellige problemer.

Desuden er der mange forskellige undersøgelser, som ud over diarrésygdomme også konstaterer betændelsestilstande og sår i løbevæggen, hvis der gives hypertone kalvedrikke over lang tid (fx "Intestinal adaptations to energy source of milk replacer in neonatal dairy calves" A.C.Welboren, B. Hatew, J.B.Renaud, L.N.Leal, J.Martín-Tereso, M.A.Steele 2021).

En meget høj osmolalitet (over 600 mOsm/kg) kan også forårsage tarmluft i løben. Mælken eller løbekagen kan være for lang tid i løben og overføres ikke i tilstrækkelig grad til tyndtarmen.

Men hvad har det med kalveopdrættet at gøre? Helt enkelt dette: Naturlig sødmælk er ideelt afstemt i forhold til kalven. Også sødmælk har en osmolalitet på ca. 300 mOsm/kg. I mælken er det først og fremmest mineralstoffer og laktose, der afgør osmolaliteten. Fordi mælk og blod har omtrent samme osmolalitet, er der ingen problemer med skadelige osmotiske processer i tarmen.

Mælkeerstatning (MAT) fremstilles af biprodukter fra næringsmiddelproduktionen.

I forbindelse med fremstilling af smør trækkes fedt ud af mælken, og restproduktet er skummetmælk. Skummetmælken tørres, og anvendes i MAT som skummetmælkspulver. Skummetmælken indeholder stadig alle proteinstofferne, inklusive den meget vigtige kasein. Kasein og pepsin optræder også her i forholdet 80:20.

Hvis der derimod produceres ost, omdannes så godt som al kasein til ost. Også fedtandelen trænger helt ind i osten. Restproduktet er såkaldt sød valle. Den indeholder kun valleproteinet og aller mineraler (aske).

Da mælkefedtet næsten trækkes helt ud både ved produktion af smør og ost, skal der tilføjes fedt. Plantefedt er uproblematisk i mælkeerstatning og er letfordøjeligt. Det har heller ingen indflydelse på osmolaliteten. Dog udsættes oversøisk importerede fedttyper såsom palmeolie eller kokosfedt dog i stigende grad for samfundskritik, da de som regel stammer fra områder med tidligere tropeskove. Men det er et helt andet emne.

Det viser sig altså, at mælkeerstatning, uanset kvalitet, principielt adskiller sig fra sødmælk. Særligt laktose- og askeindholdet er markant forøget. Det medfører, at osmolaliteten også er forøget (hypertoni) i forbindelse med mælkeerstatning. Alt efter produkt udgør den 400 til 600 mOsm/kg. Det betyder, at vi hele tiden udsætter kalvene for stress, der, som ovenfor beskrevet, kan medføre problemer med diarré og sårdannelse i løben. Særligt i forbindelse med de forøgede MAT-koncentrationer, som mange anbefaler, stiger osmolaliteten og risikoen for diarré.

Det betyder, at man skal være opmærksom på, at laktosen og askeindholdet ikke er for højt i mælkeerstatningen. Det er vanskeligt, for i Europa er det ikke obligatorisk at angive laktoseandelen på produktdeklarationen. Askeindholdet (mineralstoffer) i mælkeerstatningen bør ikke overskride 8 %, og det skal helst ligge på 7 %.

Det er ikke nemt at give det rigtige svar.

Sødmælk

Sødmælk er generelt det, som kalvene fordøjer bedst: osmolaliteten og proteinsammensætningen modsvarer kalvenes behov. Dog skal der tages højde for hygiejneaspekter ved fodring med sødmælk. Hvad det drejer sig om, kan du læse i dette blogindlæg: "H&Ls sødmælkshistorie"

Skummemælkserstatning

Rent skummetmælkspulver indeholder vigtigt kasein, som kalven meget let kan fordøje. Der tilsættes dog i de fleste tilfælde også valleprodukter til skummetmælkspulver for at opnå det nødvendige proteinindhold samt for at reducere omkostningerne. Med stigende valleandel falder kaseinindholdet således, og osmolaliteten stiger.

Hvis kalve er syge eller lider af stress, lyder den gængse holdning således: ”Elektrolytter hjælper altid!” Man skal dog være opmærksom på et par ting:

1. Elektrolytter, som blandes i mælken, øger osmolaliteten i mælken massivt, særligt for mælkepulverdrikke (se ovenfor). Derfor bør man ikke anvende dem. Ved anvendelse af sødmælkstilsætninger med højt indhold af mineralstoffer bør man følge de tilhørende produktinformationer.
2. Ved doseringen af elektrolytterne bør der altid fremstilles en ”isotonisk” opløsning. For hvis en kalv udvikler diarré på grund af hypertoniske kalvedrikke, vil man ikke belaste den yderligere med en hypertonisk elektrolytdrik. Her skal man også være meget opmærksom på producentangivelserne. Kun til orientering: osmolaliteten på 290–300 mOsm/kg i blodet svarer til en NaCI-opløsning i vand på 0,9 procent.

Ud over valget af den korrekte type mælkedrik er tilberedningen også afgørende. Her skal man være opmærksom på tre væsentlige ting:

1. Kontinuitet
2. Kontinuitet
3. Kontinuitet

Kalve elsker ensformighed! Altid det samme mælkemåltid med den samme temperatur i den samme koncentration i den samme mængde! Det sikres bedst med moderne fodringsteknik. Mælkeautomater skal være rigtigt kalibreret og indstillet, og i forbindelse med håndfodring skal man være opmærksom på den korrekte mængde mælkeerstatning. Med SmartMix tilbyder MælkeTaxaen den ideelle hjælp ved omrøring af den præcise mælkeerstatningskoncentration.